Hvornår er livet ikke værd er leve?

Hvornår når man til det punkt hvor livet ikke er værd at leve længere? Det tidspunkt hvor ensomheden bliver for omklamrende, hvor man ikke kan tage mobningen længere, hvor sygdommen har taget al livsenergien. Hvornår mister du lyset af syne og sidder tilbage i mørket? Hvad skal der til for at du ikke længere vil kæmpe imod?


For mit eget vedkommende, når savnet på socialt samvær bliver for stort. Når der går måneder mellem man modtager en sms. Når man ikke skal i byen og fyre den af med vennerne. Når man ikke mødes med kammeraterne hver dag i skolen (el. arbejdet).

Men så må man jo bare selv tage initiativ til at der skal ske noget i stedet for blot at sidde med hænderne i skødet. Man kan selv gøre noget for at ændre tilværelsen.

Jeg ville sige at livet ikke er værd at leve mere, når man er i en forfærdelig situation som man ikke kan ændre...

F.eks når man er dødsyg, i stærke smerter hver dag og måske ikke engang i stand til at røre sig e.lign...

Så er livet sgu ikk meget værd mere.


Ens social liv kan man jo altid ændre...

selvfølgelig kan man altid ændre ens sociale liv men et hvert menneske kan nå til et punt hvor de ikke gide at gør noget for at ændre deres sociale liv fode at der bare er for mange ting mange flere end de lige kunne overskue og må da indrømme hvis jeg mistede alle mine ejendele og kom til at sidde i kørestol mistede al min familie og venner og måske ingen gang havde råd til mad er jeg ikke sikker på jeg havde lyst til at være her mere eller hvis jeg kom til at køre min venindes barn ned og det ikke overlevede

Der kan være så mange grunde til at dødslysten melder sig. For mit vedkommende har jeg besluttet at hvis de finder kræft eller lignende, så vil jeg ikke igennem store behandlinger (kemo), men hellere prøve at nyde den sidste tid man har.
Men jeg tror ikke at man vil kunne lave en etik på området, fordi det er så forskelligt fra person til person. Nu bliver der nævnt mangel på socialt samværd. Det er der jo nok nogle der ville kunne have det meget dårligt over at have, mens andre har vænnet sig til ensomhed, og ligefrem søger den.
Jeg er vokset op med sygdom, og derfor er det for mit vedkommende, når der kommer en sygdom som ville kunne dræbe mig, og behandlingen vil ødelægge min hverdag.

Som sagt, hvis man befinder sig i en situation man hverken kan ændre, eller kan leve med.
Det er jo nok en personlig vudering der kan afgøre hvor vidt det er umuligt at leve med. Men når det nu engang også er en selv som skal leve med det, er man jo også selv den eneste rigtige til at vudere den slags.

Jeg er selv af den overbevisning af selvmord er fuldt ud okay hvis man har overvejet det længe og grundigt, og gang på gang når til den samme konklution. Og årsagen til selvmordet selvfølgelig er noget, som ikke kan ændres (hvis det er et sygdoms tilfælde, burde man have givet behandling en chance, før man ved om døden virkelig er den eneste løsning). Ellers ville det jo være ærgeligt hvis ens liv havde en potentiel chance for at stige i værdi, hvis man allerede er død.

Nu ligger du meget op til de tilfælde hvor der ikke er andre muligheder, Giesji. Men er det ikke mennesket ret, at bestemme over livet? At selv kunne bestemme og vurdere hvornår tiden er inde?
Jeg synes ideén fra Futurama med "Suicide booths" er værd at overveje, selvom den er så makaber.

Det er hvist et afsnit jeg ikke har set... Oh noes!

Jo, det er fuldkommen op til folk selv. Men selvom det kun er en selv der kan vudere hvor meget eller lidt værdi ens liv har, kan man også let tage fejl.
Hvis nu fx. ens kæreste lige har slået op, er man selvfølgelig synder knust. Men fordi man har det dårligt LIGE NU, betyder det jo ikke at ens fremtidige liv vil være sådan. Og i sådan et tilfælde ville selvmord jo være en permanent akut løsning på et midlertidig problem.

Det er hvist et afsnit jeg ikke har set... Oh noes!

Mener at der er det første afsnit, at det er i.

Men nu for at dreje debatten lidt. Synes i at der er for mange der tuder over deres liv? Internettet, ink. blog.dk, er blevet et stort talerør for folk som har det skidt og vil ud med deres inderste tanker, men ikke tør stå nok ved det til at sige det til dem omkring dem.
Er folk blevet for pivede eller er det med go grund at man går rundt og bliver depresiv? Bør man ikke bare tage sig lidt sammen og stoppe med at flæbe?

Den Gode Mand skrev:

Mener at der er det første afsnit, at det er i.

Men nu for at dreje debatten lidt. Synes i at der er for mange der tuder over deres liv? Internettet, ink. blog.dk, er blevet et stort talerør for folk som har det skidt og vil ud med deres inderste tanker, men ikke tør stå nok ved det til at sige det til dem omkring dem.
Er folk blevet for pivede eller er det med go grund at man går rundt og bliver depresiv? Bør man ikke bare tage sig lidt sammen og stoppe med at flæbe?

Det er faktisk et ret interessant emne.. Og jeg synes det kunne være en super god ide, hvis du oprettede en ny debat om det..

Siden her er ny og vi vil gerne have masser af debatter :-)

mhm... opret en debat!

Hvornår er livet ikke værd at leve? Aldrig da...
Hvis man sidder i en situation, hvor man ingen venner har og virkelig har brug for at få en socialarena man kan bevæge sig i, så må man lette numsen og gå ud i verden og finde den, istedet for at sidde og have ondt af sig selv.
Når man mister et familiemedlem, en ven, en kæreste etc er det heller ikke verdens undergang. som Giesji skriver så er det en midlertidig smerte, som vil blive mindre med tiden og til sidst vil man være i stand til at leve med den.
Får man konstateret en livstruende sygdom, og lægerne siger at man har meget kort tid tilbage at leve i, og behandling kun vil give en et par ekstra måneder ville jeg stadig mene at livet er værd at leve, om end ikke andet så for at leve det til det yderste i den tid man har tilbage. Får man derimod at vide af lægerne at der er gode chancer for at behandling kan gøre en rask, ville jeg med glæde gå igennem den, fordi livet er noget af det vigtigste for mig.

Jeg har været igennem min del af lort i livet, og der kommer med garanti mere, men jeg vil aldrig nå det punkt hvor jeg føler at livet ikke er det værd.. for om man så kun oplever 1 god ting, for hver 10 dårlige så vil det da til enhver tid opveje det.