Internetflæberi

På opfordring starter jeg så denne debat i en ny tråd.
Jeg er rimelig habil på internettet, men dog rimelig ny på internetcommunities. Startede på at blogge for et ca. 3 måneder siden. En af de ting der virkelig sprang mig i øjenene var tre emner, som syntes at tage det meste af pladsen på sites soom blog.dk.

1. Blogs med overflødig info, såsom "Jeg elsker mine venner. De er så seje. Elsker jer." "Så har jeg så lavet en blog.", ovs. Blogs som jeg også kalder lalala-blogs.


2. Blogs om kærlighed. Nyforelskelse, den bedste kæreste i verdenen og ikke mindst kæreste sorger.

Dette leder videre til næste emne, som kan overlappes lidt med 2.

3. Hvor-er-det-synd-for-mig-blogs. Blogge som udelukkende handler om hvor skidt jeg har det og hvor lidt jeg kan overskue at gøre noget ved det. Jeg kan dele mine følelser anonymt med hele verdenen via nettet, men jeg kan ikke fortælle mine nærmeste det.
Det synes jeg er lidt paradoksalt. Hvis man virkelig har det så skidt som man skriver, burde andre også kunne se det og gøre noget ved det. fx tale med folk, så de ikke havde nøde at ligge deres følelsesporno på nettet.
Selvfølgelig kan det også være berettiget at folk skriver når de har det skidt, ligesom de kan skrive når de er glade. Men jeg synes bare at der er utrolig mange der skriver sådan og kun skriver hvor skidt de har det. Er vi unge blevet alt for pivede eller er der bare mange som går rundt og er seriøst deprimerede? Bør mange ikke bare tage sig selv lidt hårdt i nakken og give sig selv en rusker, eller skulle de hellere finde noget psykologhjælp?

Jeg har selv overvejet at undersøge emnet, men ved ikke helt hvordan. Evt. spørgeskemaunersøgelse ell. lign, men det er blevet ved tanken.

Jeg tror mange måske overdriver lidt i blogs.. Især hvis de skriver dem mens de er følelsesladet. Så er det jo klart at tingene virker mere pivet end de rent faktisk er...

mht. at skaffe hjælp til den slags, så kan det være sværer end som så. Det ved jeg i hvert fald af erfaring.

Men det er nok mere fordi folk bare gerne vil have opmærksomhed. Det er sådan en typisk og let forklaring.
Nogen får stillet deres behov ved at posere og se mere lækker ud end de egentlig er, ved at straffe deres ansigt med tonsvis af makeup, og så ellers flashe hud på billeder, og på den måde vinde en masse anerkendelse.
Folk der tuder kan få en masse sympati fra fremmede mennesker, og måske får de det bedre.
For nogen synes jeg næsten også det virker som en evig kamp om at have det meget værre end alle andre. Jeg har tit diskuteret med depressive mennesker, for at hjælpe med dem med deres problemer, og hver gang de fortæller om et problem jeg måske selv har erfaring med, og derfor kan hjælpe dem bedre med, og derfor svare "ja, det kender jeg godt" får jeg ellers en lang forklaring på hvorfor deres tilfælde lige præcis er meget værre end det jeg har oplevet, og de derfor er de mennesker i hele verden der har det aller hårdest.

Men generelt er det jo også sundt at få det ud. Det er i hvert fald min erfaring, og jeg ytre tiltider også mine tude historier, mest privat, men til tider også på nettet. Jeg gør det bare mest steder hvor folk ikke ved hvem jeg er. Måske fordi jeg prøver, modsat så mange andre af de omtalte, at se stærkere ud end jeg egentlig er, men også fordi jeg ikke gider tude ørene fulde på mennesker som med garanti ikke har nogen interesse i mit privatliv.

tro det er meget forskellig hvad det er for nogle personer der lægger deres sorg ud på nættet nogle ren og skær opmærksomhed nogle vil måske bare have en at skrive med det om for på den måde at komme videre og andre hjælper det bare at få sat ord på hvad de mener også tror jeg der er dem der lige frem nyder problemerne og sorgen... men syndes det er en skam at der ikke er lavet særlig mange blogs omkring hvordan man kommer videre og hvor og hvordan man kan søge hjælp og kan få hjælp også selv om man kun er 16 år at de så ved at der er stadig nogle steder de kan få lov at være annonym.... for tror mange hader det der med at forældrene skal vide det og når man får det bedre vil de fleste nu alligevel fortælle det

Jeg tror bare ikke man løser en rygende fis ved at skrive det på nettet. Det er rigtig social kontant man har brug for. Det er der er nogen som tager tid til en i den "virkelige" verden og sætter sig ned og taler med en. Nettet er selvfølgelig et acceptabelt alternativ, specielt hvis det er det eneste man har. Jeg tror at mange af de mindreværdskomplekser og andre psykiske problemer bunder i mangel på rigtigt socialt samværd. Vi distancerer os mere fra hinanden i der moderne samfund. Selv om vi har nettet og mobilen til at komme i kontakt med andre, så er vi jo i virkeligheden ikke nærmere hinanden af den grund. Måske tværtimod.